Gitte Silkelund – fynbo med aarhusiansk accent bosiddende på Sjælland

GitteJeg hedder Gitte Silkelund. Jeg er født i 1975 på Fyn, opvokset i Aarhus og nu bor jeg i smukke lille Klint ved havet i Odsherred.

Min første erindring af at have bevidsthed om personlig udvikling er fra, da jeg var 6 år gammel. Jeg blev jaloux på min fars nye kæreste, og jeg blev bange for at miste ham. Jeg reflekterede over følelserne jalousi og frygt, og i den tankeproces oplevede jeg, at følelser forandrede sig. Det gik op for mig, at vi mennesker er i stand til bevidst at ændre på vores følelser. At jeg var i stand til at forandre mine indre tilstande, fascinerede mig så meget, at jeg siden har brugt størstedelen af mit fritids- og arbejdsliv til dette personlige udviklingsarbejde.

BUA – Bevidsthed, Udvikling og AnsvarLogo - BUA

Jeg er således meget optaget af, hvad en personlig udviklingsproces består af. Jeg oplever at Bevidsthed, Udvikling og Ansvar er nøgleord, og disse tre begreber er blevet et omdrejningspunkt i mit arbejde. Jeg oplever, at en udviklingsproces er bygget op i tre faser, hvor disse nøgleord er betydningsfulde ingredienser – du kan læse mere om det her.

Bevidsthed, Udvikling og Ansvar er dog ingenting uden den vigtigste ingrediens af dem alle: Kærlighed.

Kærlighedsevnen

I min livsproces med at skabe Bevidsthed, Udvikling og Ansvar er jeg især optaget af den evne, vi mennesker har for at opleve, udføre og udvikle kærlighed. Som Martinus (dansk forfatter) beskriver, så tror jeg, at kærlighed er en evne, som vi mennesker udvikler. På samme måde som vi bevidst øver os i at spille f.eks. klaver eller håndbold, så kan vi også bevidst øve os i vores evne for kærlighed – både overfor os selv og andre.

Hjem kære hjem

Jeg bruger således temmeligt meget tid på at reflektere over livets oplevelser, og det gør jeg især i mit dejlige hjem. Jeg købte dette smukke og fredsfulde hus i februar 2018, og her har jeg klinik og undervisning og modtager klienter og kursister.

Ud over alt det udviklingsarbejde er jeg også optaget af mine nære relationer, ernæring, træning, meditation og kreative projekter. Jeg bruger også en del tid på at daske rundt i min fantastiske naturhave, hvor rådyr, harer, ræve osv. har deres hverdag. Rådyrene kigger ind af vinduerne, de 15 æbletræer blomstrer på samme tid og brombærbuskene leverer overdådige lækkerier. Der er tre minutters gang til stranden ved Kattegat, og når vinden står i sydvest, er havets smukke lyde i haven.

Vi ses

Jeg glæder mig til at følge dig på din udviklingsrejse. Du er hjerteligt velkommen i Klint, og du er også velkommen til online forløb eller på telefonen.

Kontakt mig gerne uforpligtende for at høre nærmere.

Kærlige hilsner
Gitte